Patrick Watson

Med Debussy og Philip Glass på listen over inspirationskilder konstruerer Patrick Watson atter engang sit eget, særegne univers på bandets tredje studiealbum. Det lader sig ikke rigtigt sammenligne med noget som helst andet, men usammenlignelighed er ikke en kvalitet i sig selv – det er det i hvert fald ikke i Patrick Watsons tilfælde. Og ja, Patrick Watson er et band og ikke at forveksle med sangeren af samme navn, som sjovt nok er forsanger i bandet.

Den canadiske gruppe spreder sig over mange forskellige udtryk på ‘Wooden Arms’ og benytter sig af en højst usædvanlig og varieret instrumentering. De undersøger sære percussionarrangementer, anvender på skæringen ‘Hommage’ udelukkende strygere, og på titelnummeret bliver banjoen og klaveret udforsket.

Men på trods af variationen skal det canadiske band have stor ros for at opnå et overraskende homogent udtryk.
‘Wooden Arms’ er domineret af dvaske folk-skæringer, og en sløv og drømmende stemning hviler over albummet, hvor den solide sangskrivning er fundamentet for en eksperimenterende, momentvis avantgardistisk instrumentering. Især skal ‘Traveling Salesman’ fremhæves som et velfungerende nummer, hvor hele Patrick Watsons hærskare af instrumenter sættes i spil. Sådan er nogle numre fantastisk flotte og svævende, mens man andre steder forstyrres af, eller endda irriteres over, en instrumentering, der lidt for ofte virker fjollet og overflødig.