Patrick Wolf

Kunne man da bare åbne bøtten på Patrick Wolf og nærstudere det virvar, der må foregå derinde bag hjernebarken: Dusinvis af små Wolf’er der kyler ideer og indfald omkring sig og griber langt de fleste af dem.

Det er ikke så meget det, at Wolf kommer omkring singer/songwriting, forlader sig på elektroniske beats, dyrker en forkærlighed for gælisk og østeuropæisk folkemusik og når at lyde som Lloyd Cole og Roxy Music på samme tid. Men det fascinerende består i, at han trods sine viltre skud i den grad fremstår som en kunstner, der har sit helt eget, personlige, fasttømrede udtryk.

Og det måske mere end tidligere på dette album. Hvor der på forgængeren ‘The Magic Position’ var ekstatisk løsslupne sekvenser, er grundtonen sortblå melankoli på store dele af ‘The Bachelor’. Jovist, ‘Count of Casualty’ udmærker sig ved sine beat-drevne – og for Wolf – ganske karakteristiske temposkift, men sprælsk er ikke det mest rammende ord.

Det er et højtideligt og dybtfølt udtryk i fine og storladne sange som ‘Blackdown’ og ‘The Sun Is Often Out’, der fremstår som definerende for en stor del af albummet, hvor livstykket Patrick Wolf er i brydetag med tilværelsens skyggesider og indimellem synes på nippet til at tabe kampen mod sig selv og livets barske realiteter. Effekten udebliver ikke, for Wolf synes kronisk ude af stand til at anslå følelser, der klinger hult og påtaget.