Simple Minds

I 30 år har Simple Minds stået som stolte fanebærere af den særlige britiske patos-poprock, der toppede i de (knap så) glade 80’ere med navne som Tears For Fears, Big Country og U2 i deres gryende år.

Og ligesom Bono & co. har forsanger Jim Kerr og resten af Glasgow-gruppen siden stædigt overlevet både grunge, britpop og new rave med de samme klassiske, melodidyrkende dyder.

På skotternes 16. studiealbum rammes man da også af de sædvanlige, sfæriske guitarblæs, den velkendte, luftige 80’er-nostalgiske produktion og de slet skjulte, eksistentielle overvejelser. Og selvom Kerrs vokal ganske vist vibrerer mere modent og tilbagelænet nu om dage, føler man sig stadig på forunderlig – og anakronistisk – vis hensat til dengang, da cocktail-sippende yuppier kæmpede med sortsynede nyrockere om at sætte den kulturelle dagsorden.

På ‘Grafitti Soul’ rummer Simple Minds på samme måde fortsat både postpunkens kunstner-melankolske nedgangsfornemmelse tilsat 80’er-poppens overflade-surfende dyrkelse af den gode melodi. Og evnen til at slynge højstemte pophymner ud over rampen har gruppen langt fra glemt på nye, gedigne bidrag til sangkataloget som ‘Rockets’, den sært ulmende ‘Blood Type O’ og den rankryggede schlager ‘This Is It’.

For de allerede overbeviste er der uden tvivl tale om et velfriseret, men hygsomt gensyn, men omvendt gør Simple Minds ikke meget for at lokke nye kunder ind i butikken. Dertil er præstationen for indforstået automatpiloterende og en anelse tyndhåret.