Troels Abrahamsen

Kær kunstner har mange dæknavne. SuperTroels. Mockin’ Bird. I Know That You Know. Produktiv kan man også bare kalde Troels Abrahamsen.

På sit nye soloalbum har han for første gang selv lagt navn til og altså smidt sine forskellige kasketter. Og det bør man tage hatten af for. Resultatet er nemlig hans hidtil bedste side- og soloprojekt.

Vi kommer med en tur i maskinparken endnu en gang i form af massiv maskinel musik inspireret af tech-house og minimal, med Veto-frontfigurens velkendte vokal i front for kantede synthfigurer og byger af beats. Men flere ting er ændret – og de fleste til det bedre.

Tonen blevet mere melankolsk og original på grund af en større selvstændighed. Abrahamsens rytmiske rundgange er blevet mere gennemførte, og sangene har fået et større personligt præg end tidligere, hvor de lidt for ofte lød som skitser og stiløvelser, og hvor teknologien lidt for ofte gik hånd i hånd med monotonien.

Der er ingen af de stiliserede energiudladninger, der er Vetos store styrke. Her er ærindet mere afdæmpet. Nøglenumrene er uden tvivl ‘End Scene’, ‘Switch It Off’ og det carpe diem-agtige ‘Nothing Comes to Those Who Wait’ – electroballader der både holder tempo og holder 100. Her lykkes det Abrahamsen at finde ind til kernen af sit soloudtryk, mens det bliver lidt for stramt og sterilt andre steder. Men selvom han stadig laver højteknologisk musik, så er det nu med en tekst- og melodimæssig dybde, så man både kan danse til det og tænke over det. Med eller uden kasket.