Elvis Costello

Første gang Elvis Costello indspillede et countryalbum var tilbage i 1981, og dengang mente den engelskfødte sanger, at han jo nok hellere måtte smide et klistermærke på omslaget med en advarsel om, at dette album – ‘Almost Blue’ – indeholdt country & western og derfor med stor sandsynlighed ville skræmme livet af alt og alle uden for en radius af 20 kilometer fra Nashville.

Der er dog ikke det mindste anstødelige ved Costellos første countryplade siden ‘Almost Blue’. For det første er countrymusikken ikke længere nogen varm kartoffel, og for det andet er der intet i dette albums dræbende kedsommelige countrysange, der burde kunne fornærme nogen som helst – hverken i eller uden for Nashville.

Costello har samlet et hold bestående af den Grammy-vindende producer T Bone Burnett, countrydronningen Loretta Lynn og et par af byens bedre bluegrass-musikere, og så lugter det hele jo ret meget af den ægte vare, ikke? Jo – på papiret. For ganske vist går ingen galt i byen med dobro-virtuosen Jerry Douglas og førnævnte producer, men Costello selv lyder som en selvmedlidende engelsk fulderik, der fumler rundt i sangene på sin vanligt bedrøvede facon uden nogen føling for bluegrass-musikkens skrøbelige finesse. Det er mere klodset, end det er ægte, og det er sgu en skam, når manden nu er så glad for Nashville.

Måske burde nogen sætte et klistermærke på coveret med en advarsel om, at det her ikke er country?

Elvis Costello. 'Secret, Profane & Sugarcane'. Album. Hear Music/Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af