Florence and the Machine

Bag navnet Florence and the Machine gemmer sig solisten Florence Welch, som nu for første gang står med eget album imellem hænderne. Og hurra for det. Den her debut er intet mindre end knivskarp og hamrende interessant fra start til slut.

Selv blev jeg ramt midt i ansigtet af singlen ‘Dog Days Are Over’, som har floreret i noget tid, og som sublimt repræsenterer det flerfarvede univers, som vores hovedperson befinder sig. Nummeret starter stille med Florences smukke vokal delvist udfoldet – og så tager det ellers til i intensitet med stemmer, trommer, klaverer og guitarer, der bevæger sig ind og ud mellem hinanden. Albummet igennem er det Welchs fantastiske vokalarbejde, der leder lytteren rundt i manegen og op og ned i intensitet. Hun går fra Kate Nash’sk tale-engelsk til de helt himmelske klange, og hun gør det ubesværet og med et glimt i øjet, som tydeligt høres.

Det kunne let været blevet en rodet affære, men med stemmen som suverænt instrument skærer Florence Welch hele tiden krystalklare melodier og hooklines ud i de kraftige og sine steder buldrende arrangementer. Det bliver på intet tidspunkt kedeligt – tværtimod opdager man hele tiden nye lag i lydbilledet. Det her en perle af et moderne popalbum fra en kunstner, der hverken er bange for at rykke med teltpælene eller for at stå ved poppens mere overfladiske og enkle værdisæt. Og tak for det!