Malcolm Middleton

Ganske er det ved at være tre år siden Malcolm Middletons næsten perverteret pessimistiske og musikalsk nedskrællede band Arab Strap stillede træskoene. Men det er nu forunderligt, at det er samme mand, der udgjorde den musikalske ryggrad på eksempelvis Arab Straps kuldslåede, bundbarberede nær-mesterværk ‘Elephant Shoe’ som nu er aktuel med den skamløst iørefaldende ‘Kiss at the Station’ komplet med slagbas, åh-åh-kor og et omkvæd, man kan høre komme trampende på miles afstand. Udviklingen er fascinerende og kan ikke alene forklares med tidens transformations-evne. Næh, lad os bare kalde det for Middletons musikalske mini-mirakel.

Skotten har for alvor sprængt spændetrøjen og præsteret et imponerende varieret album. Og lad os så lige få en ting på det rene. Han er ikke blevet en tikkende humørbombe. Et par pluk fra teksterne giver en næsestyver til den vildfarelse: »Everything’s wrong/and it keeps getting worse” og ”I can kick you while I’m down«.

Men paletten Middleton bruger til at kreere det, der aldrig bliver til noget skønmaleri af tilværelsens ulidelige besværlighed er stor og nuanceret. Her er rock- og popmusik med åbenlyst appellerende kvaliteter. Det gælder førnævnte ‘Kiss at the Station’, den både barnligt fabulerende og skarptskårne ‘Zero’ og den indledningsvist enerverende, men senere uafrysteligt smukke ‘Shadow’. De blå- og nedtonede ‘Carry Me’ og ‘Stop Doing Be Good’ fuldender billedet af en musiker, der suverænt behersker sine udtryk og aldrig mister orienteringen.