Brendan Benson

Det kan meget vel være, at Jack White var den eneste superstjerne i supergruppen The Raconteurs, men den succes, Detroit-bandet har opnået med deres to udgivelser, skyldes i lige så høj grad Brendan Bensons øje for gedigen powerpop som Jack Whites evne til at pløje løs på bluesrock-spaden så selv hr. og fru Danmark kan rocke med. Og allerede inden gennembruddet med The Raconteurs havde Brendan Benson således også udgivet tre soloalbum, dog uden nogen glorværdig succes.

Hvad fanden der så er sket i mellemtiden, må guderne vide, for Brendans første album i eget navn på denne side af samarbejdet med Jack White er en bleg og komplet uinteressant sag, uden noget der bare til forveksling minder om nævneværdige ambitioner. Det hele begynder med et classic rock-riff på ’A Whole Lot Better’, og derefter går det slag i slag med den ene røvsyge rocksang efter den anden. Brendan når både omkring Motown-swing og AOR-rock, hele tiden med den skingre powerpop som fællesnævner. Men det er desværre trættende og fælt fri for den nerve, der ellers gjorde The Raconteurs til andet end bare Jack Whites hobbyband.

‘My Old, Familiar Friend’ er ét skridt frem og to tilbage for Brendan Benson, der simpelthen må have bedre sange i posen, end denne sørgelige omgang metervarerock. Hvis han med tiden har lært et par trick af sin gamle sangskriver-buddy, så fyrer han dem i hvert fald ikke af på dette album.