Deerhunter – sfærisk skødesløshed
Der skal en større portion skødesløshed til, før man får sig selv til at spurte direkte ind i en guitarforstærker og uden at blinke herefter igangsætter ‘The Star-Spangled Banner’ som guitarsolo med en knyttet næve til hjertet.
Præcist en sådan vidunderlig fandenivoldskhed havde sanger og guitarist Bradford Cox medbragt, da han søndag afsluttede en ualmindelig travl københavnsk musikweekend med sit støjende orkester Deerhunter.
Og det var som om, de sidste 15 års musikhistorie var fløjet direkte forbi Cox og hans tre musikere. Med tæt røgslør og et inferno af guitarstøj åbnede Deerhunter aftenen med at indhylle publikum i hvid støj, inden de lidt usikkert satte i gang med en omgang klassisk shoegazer-pop. Men der skulle altså lige et par famlende og skramlende opvarmningsnumre til, før de begyndte at få fat om musikken med den slagfærdige ‘Nothing Ever Happened’.
Herefter var Deerhunter selvkørende og levede på fornem vis op til shoegazer-forbilleder som Ride og Spacemen 3. Sfæriske toner, kaskader af støj og indadvendte popmelodier med vægt på vidunderalbummet ‘Microcastle’ gik op i en enhed med Bradford Cox’ særlige skødesløshed som drivkraft. Og som et fuldendt punktum lod de albummets eventyrlige åbnere ‘Cover Me Slowly’ og ‘Agoraphobia’ lukke ned med et ustandseligt feedback ekko fra Cox’ guitar. Sådan spilles klassisk støjpop, kids – uden at skele til tidens modeluner.
