Tiny Vipers

Hun kan et eller andet, amerikanske Jesy Fortino. Et eller andet med sine langsomme, sørgmodige og sagte guitarmelodier og den skærende smukke stemme. På ‘Life on Earth’ bruges den akustiske guitar, stemmen og ikke mindst stilheden som virkemidler. Og det er måske netop det sidste, der gør Tiny Vipers til noget særligt.

De stille folksange, singer/songerwriter-stilen og kvinderne med guitarerne er der jo ikke noget nyt i. Men derfor kan det det sagtens stadig være spændende, nærværende og på sin vis eksperimenterende, hvis man griber det rigtigt an. Linjerne bliver gentaget, ordene bliver hængende i luften, til deres betydning udsletter sig selv og forsvinder. På samme måde med albummets forholdsvis enkle melodier og det simple guitarspils små gentagelser. Ikke i mangel af bedre, mentvært imod fordi de får al den plads de kræver og fortjener.

For her er ingen oplagte singler eller hit. Stemningen og musikken bliver i højere grad en tilstand. En tilstand af nedbarberet skønhed. Som at sidde i en grotte i bål-ildens skær (et bål og en ild der også bliver brugt på albummets omslag), selvom lejrbåls-billedet næsten er for oplagt. Men det er den følelse af intimitet og samtidig fjernhed, måske endda ensomhed, der hviler over de spøgelsesagtige fløjtemelodier, stemmen og det varslende klaver på ‘Young God. »It’s just a feeling«, som Fortino synger et sted. Jo vidst, men hvilken følelse.