Wolfmother – thunder from down under
Med sort tøj, stort hår og et spartansk vink som hilsen entrerede Wolfmother teltscenen som en undskyldning for sig selv. Som den sidste tilføjelse til årets Beatday-program kunne det godt lugte lidt af panikløsning. Men australierne mente det anderledes, og med den stensikre åbner, gennembrudshittet ‘Dimension’, blev enhver tvivl manet til jorden.
Med et prog’et tekstunivers, der kredser om hvide enhjørninge, regnbuer og sol, måne og stjerner, kan det måske umiddelbart være svært at tage bandet seriøst. Men der skal ikke mange lyt til, før de både melodiske og særdeles slagkraftige sange får selv den største tvivler til at hyle i kor mod fuldmånen med forsanger Andrew Stockdale. Hits som ‘Woman’, ‘White Unicorn’ og mastodonten ‘Mind’s Eye’ gav pote fra første akkord, og især Jackass-mantraet ‘Joker & the Thief’ vakte øredøvende jubel. Nye numre som ‘New Moon Rising’ og ‘California Queen’ viste, at der næppe er meget nyt under den australske sol, når bandet udgiver deres anden plade ‘Cosmic Egg’ til oktober. Men hvorfor også ødelægge noget, der fungerer upåklageligt?
Siden sidst er trioen blevet en kvartet, men det er og bliver den næsten skræmmende velsyngende Stockdale, der er bandets utvivlsomme centrum. Med sit evigt gyngende Muppet Show-hår og sine teatralske gestikuleringer fik han vækket et allerede super tændt publikum, der tydeligvis var kommet for alt andet end at stå med armene over kors. Og de fik som fortjent. For Wolfmother kan noget særligt. Blandingen af Stockdales Robert Plant-agtige hyl og hvinende guitarer tilsat resten af bandets helt stramme, nærmest primalt effektive rytmesektion kan bringe dyret frem i enhver festivalgæst. Svanerne i Valbyparken headbanger sikkert endnu.
