Baby Woodrose

Man skal stoppe, mens legen er god. I Guf Lorenzens tilfælde trak han stikket på sit moderband Baby Woodrose og omgrupperede på trods af stående ovationer fra et stort set enigt dansk anmelderkorps til sit seneste, flippede bundt sange på 2007’s ‘Chasing Rainbows’.

Dette nye, ydmygt navngivne album med det tilsvarende spartanske cover er således blevet til med instrumental assistance fra Adam Olsson og Johan Lei Gellet i producerstolen. Begge slår normalt deres hårde pressefolder i surfbandet The Good The Bad, og resultatet er da også sine steder en mere kompakt, lige-i-fjæset garagerocket lyd.

Klasseeksemplet er de piskesmældskontante og vellykkede ‘Take It’ og ‘Laughing Stock’, hvor riff og hook i stroboskopisk staccato stammer ud af højttalerne på bedste The Knack-manér. Kontrasten kunne næsten ikke være større, når man i den anden ende kan nyde en ballade som ‘Scorpio’, der skinner som eftergløden på en lang og smuk sommer.

Disse stærke pølseender kan ikke dække over, at midten af albummet hænger lidt med bugen. ‘Changes Everywhere’ og ‘Hollow Grove’ er dybt forglemmelige og havde måske befundet sig bedre som b-side-materiale til førnævnte ‘Chasing Rainbows’. ‘Mikita’s forlorne zaccharinsødme kan ej heller være sundt for tænderne. Resten af albummet er dog solidt som et rugbrød. Når kvindekoret på ‘No Mas’ synger »I don’t need your rock’n’roll«, så er det altså med løg på og fede sorte streger i panden. Lorenzens sangkokkerier er basal husmandskost for enhver rockchick og -fyr.