Built to Spill

»15 years / Has it really been so long?«, spørger kaptajnen ved roret for Built to Spill Doug Martsch på ‘Nowhere Lullaby’. Og ja, det er faktisk så mange år siden, at det nordamerikanske band for alvor rullede af sted med ‘There Is Nothing Wrong With Love’. Et album som dengang fik tidskriftet Punctures anmelder til at kalde musikken for »stoned ragged pop«, og selv den dag i dag er det svært at forestille sig en bedre beskrivelse af bandets guitarbaserede, let improviserende og gennem melodiøse melankoli, der i store træk er uforandret.

Men ligesom indieguder som Yo La Tengo, Dinosaur Jr. og Sonic Youth bor de efterhånden på et pantheon af respekt, ikke mindst fra os knæfaldende anmeldere. Det er en beundring med ophav i måden, et band som Built to Spill er tro mod deres rødder og står for noget klassisk og pålideligt i en tid, hvor hvilke halvhjerner som helst fjumrer ligegyldigheder ud i verden.

‘There Is No Enemy’ er stopfyldt med gode sange og er mere nuanceret og behageligt end det lidt uigennemtrængeligt jammende, omend fortræffelige, to år gamle ‘You in Reverse’. Alt er i top, fra den sofistikerede ‘Hindsight’ over tindrende ballader som ‘Nowhere Lullaby’ og ‘Things Fall Apart’ med den knusende linje »Stay out of my nightmares / Stay out of my dreams / You’re not even welcome in my memories«, til det lille raserianfald ‘Pat’ – det mest punkede nummer Martsch har begået siden tiden i Treepeople. Med så gode album kan man kun håbe, at Built to Spill fortsætter i en evighed.