Camera Obscura – kedelig privatfest

Onsdag aften på Loppen, mens jeg stod og prøvede på ikke at gabe kæberne af led, glemte jeg et øjeblik, at der rent faktisk var nogen, der stod og spillede på den lille scene. Klapsalverne vækkede mig imidlertid fra min døs og mindede mig om, at det her var det længe ventede besøg fra de skotske indiedarlings i Camera Obscura. Normalt er jeg glad for deres søde og lidt naive popmusik, men denne aften var det svært at opfatte bandet som andet end et hyggeligt og kompetent husorkester, der spillede fin, men også let forglemmelig baggrundsmusik.

Skotternes fremragende nye album ‘My Maulin Career’ er en både dejlig, melankolsk og forførende popudgivelse, men live fungerede det ikke rigtigt. Det seks mand store band spillede, som de skulle, og sangene lød stort som på pladerne, og måske derfor var det meget svært for alvor at lade sig begejstre. Endda selvom de diskede op med ellers så fænomenale popsange som ‘Teenager’, ‘Lloyd, I’m Ready to Be Heartbroken’ og ‘Keep It Clean’.

Lige lidt hjalp det. »Det er som at spille til en fest«, sagde frontkvinde og charmerende blikfang Tracyanne Campbell på et tidspunkt, og det kunne jeg sådan set godt give hende ret. Det føltes i hvert fald lidt som om, Camera Obscura spillede til en meget, meget kedelig privatfest, hvor der godt nok var pænt med gæster, men hvor flere af de indbudte virkede som om, de hellere ville videre til noget vildere. Men særligt vildt eller for den sags skyld særligt godt blev Camera Obscuras koncert på Loppen aldrig.