Ghostface Killah

Ghostface er en produktiv rapper og en fantastisk fortæller. På ‘Ghostdini’ skråles alverdens kærlighedserklæringer og dertilhørende undskyldninger for fuck-ups efter alt med et par x-kromosomer. Og han er fuld af det vores kortbenede baggårdskat. Både kærlighed og undskyldninger.

Selvom der er annonceret r’n’b, så er musikken altså ikke en helt anden boldgade, for det musikalske grundlag tager stadig afsæt i fløjsbløde soul-samples over støvede østkyst-beats. Var den romantiske scene fra ‘Lady & vagabonden’ foregået på Staten Island, så havde Ghostface både været den tiltalende gadehund og den fede tjener, der synger serenader.

Ghostface flasher sin charme som det følsomme voksne Wu-medlem (hvilket nok er en antitese). Fra åbneren ‘Not Your Average Girl’ spytter Ghostface over et hårdtslående newyorker-hook, og næste skæring, den ømme ‘Do Over’, husker os på, hvor fantastiske hans tidligere udskejelser er, når han simpelt og succesfuldt rapper hen over gamle soul-skæringer. Men på de efterfølgende ‘Baby’ og ‘Lonely’ går der røvkedelig 90’er-r’n’b i lortet. Autotune-sang om babymamas, der er sweet as corn, er bare ikke interessant. Ja, så sagde jeg det!

Albummets musikalske tema glipper derfor nogle gange undervejs, når den intense rap/historiefortælling afbrydes af kvalmende omkvæd. Baggårdskatten er bare bedst som hård hund! Det eneste track med gæsterapper (Fabolous) er også albummets bedste. ‘Guest House’ er en fænomenal fortælling om at tage konen på fersk gerning i seng med the cable guy. Med swing, soul og krimi-strygere ruller beatet under det (an)klagende flow som Ghostface mestrer.