Hudson Mohawke

Alle de, som var teenagere i de gryende 90’ere, kender sikkert den tvivlsomme blockbuster ’Hudson Hawk’ med Bruce Willis i titelrollen som den langfingrede mestertyv. Men jeg tør næsten æde min gamle stråhat på, at det er den musikalske sample-tyv Hudson Mohawke, som stjæler opmærksomheden for fremtiden.

Hud Mo, som den blot 23-årige whizzkid også kaldes, har nemlig begået et eminent album, som allerede nu fremstår både skole- og vanedannende i al sin fandenivoldske og glædespredende mangfoldighed. Fundamentet er tydeligvis glitch-musikken med adskillige fragmenter, samplinger og asymmetriske rytmer, men Glasgow-produceren tilhører ikke de nøjsomme og sløjfer uimponeret de fleste kompositoriske tommelfingerregler, for i stedet at bane vej for sin egen uimodståelige lagkageproduktion. Her finder man både groovet vintage-soul som Cameo lavede den, håndholdte synthesizere, hiphop-trommerytmer, kølige jazz-vibrationer, storladne opklippede kvindevokaler, p-funk, 8-bit-lyde og uforskammet triumferende beats.

Sådan her ville det lyde, hvis man satte Bootsy Collins, Max Tundra, André 3000 og Flying Lotus i pladestudiet efter en lalleglad champagnebrunch! Det der gør lytteoplevelsen fuldkommen usædvanlig er, at Mohawke præsterer at skabe uforglemmelige melodier midt i sit soniske inferno bestående af kult, kitch og veritabel coolnes. Det er saftsuseme svært. Men det lyder som det mest naturlige i verden i hænderne på den unge mirakelmager. Det er uden slinger i stemmen årets hidtil mest smitsomme, uprætentiøse og uundværlige elektroniske hybrid-udgivelse. En svimlende tur i breakbeat-centrifugen.