Alicia Keys

Jeg har sgu altid haft en svaghed for Alicia Keys. Specielt på 2001-debuten ‘Songs in A Minor’ fremstod hun i mine ører som en veloplagt bannerfører for gode, gamle 70’er-souldyder. Og selvom der på efterfølgerne ‘The Diary of Alicia Keys’ fra 2003 og 2007’s ‘As I Am’ blev stadig længere mellem snapsene, er der noget grundlæggende tiltalende ved hendes ligefremme sangskrivningsdyder. I hvert fald når klaveret ikke bliver oversvømmet af sødsuppe. Hvilket bringes os frem til nutiden. For hvor gerne jeg end ville, så får den ekvilibristiske amerikaners seneste skud på albumstammen, den håbløst højtideligt betitlede ‘The Element of Freedom’, altså ikke mit pis i kog.

Modsat hos mange andre af hendes nutidige r’n’b-kolleger finder man ikke mange smarte Timbaland-beats på et Alicia Keys-album, hvilket får hende til at stå ud i flokken af krom-agtigt glinsende soulsild. Men omvendt er risikoen ved at arbejde med et så traditionelt udgangspunkt, at resultatet nemt bliver forudsigeligt. Og her strammer skoene på den 28-årige musiker.

Ikke at hun rent praktisk gør noget forkert. Her er stadig intet påtaget chokolade-krukkeri, kun gedigen soulpop med organisk touch og stryg og blæs når der rigtig skal fyres op under følelserne. Men lige meget hvor velsmurt det på overfladen er, så mangler der mindeværdige melodier, der ikke fluks forsvinder efter endt gennemlytning. Lige med undtagelse af den kuldslåede ‘Un-thinkable (I’m Ready)’, hvor Keys synger smerten ud på en bund af køligt klikkende beats. Resten er langt fra skrækindjagende, og helhedsindtrykket er velovervejet, men alt for veldresseret.

Der er intet i vejen med at blive ældre og få succes, men lige nu og her befinder Alicia Keys sig i et vakuum, hvor inspirationen er blevet suget ud. Gid hun snart får prikket hul på boblen.