RJD2

Måske har RJD2 erkendt, at han aldrig kommer til at lave et album, der er så godt som debuten ‘Deadringer’. I hvert fald lader han til at have droppet sine singer/songwriter-eksperimenter og dertilhørende ambitioner om at genopfinde sig selv. I stedet fejrer han ti års jubilæum med en slags tilbageblik på sine hidtidige afsøgninger af instrumentalhiphoppens muligheder. Og her befinder han sig godt.

Modsat DJ Shadow, der har skruet sig ned i et overnørdet hjørne, hvor den vilde, rene kreativitet har trange kår, dyrker RJD2 ikke dogmer og regler. Han bruger samples og live-instrumenter, alt efter hvad der falder ham naturligt. Xylofoner, funkguitar, tværfløjte – og horn, naturligvis. Disse dybe fanfareagtige horn der er blevet en slags signatur for den 33-årige beatdribler.

RJD2 er først og fremmest dj. Men han er også manden i maskinrummet, der bygger sine egne synthesizere – som lyder hamrende godt – og soulmusikeren, som spiller alle instrumenter selv. Denne gang også trommer. Vokalen overlader han til gæster bortset fra to gange, hvor særligt Motown-pastichen ‘Walk With Me’ er forglemmelig.

Break-orienterede, instrumentale numre som ‘Giant Squid’ og ‘Small Plans’ kunne have været på ‘Deadringer’ – også kvalitetsmæssigt – mens ’The Shining Path’ og den fodslæbende ‘Crumbs Off the Table’ (med henholdsvis Phonte Coleman og Aaron Livings) er de mest vellykkede vokalsamarbejder, som også tvinger RJD2 til at spille for andre end sig selv. Det trænger han nemlig stadig indimellem til.