Quasi

Quasi starter hårdt ud og fyrer deres to bedste numre af som albummets to første. Lyden fra ‘Repulsion’ og ‘Little White Horse’ vil sikkert gøre Sonic Youth stolte, og ligheden mellem de to bands’ lyd er næsten for slående, når Janet Weiss’ vokal slutter sig til eksmandens som en anden Kim Gordon.

Desværre falder ‘American Gong’ i kadence, når gruppen bevæger sig væk fra den larmende og guitardrevne rockmusik og i stedet bevæger sig ind på et mere roligt, melodisk og stadionrocket område. I de momenter er det Sam Coomes hæse tømmermandsvokal, der holder musikken oven vande. Og det sker – mere end en gang.

Løbende vender Quasi tilbage til stilen på de to første numre og begynder at støje igen. Det er dejligt. Eksempelvis på pladens længste nummer ‘Bye Bye Blackbird’ hvor guitar og trommer får masser af plads til at te sig. Og det burde de også.

De rolige forsøg bliver dog udstillet på røvballe-balladen ‘Rockabilly Party’ og ‘Laissez Les Bon Temps Rouller’, hvor omkvædet synges på fransk og versene på engelsk. Det virker ikke. Båret frem af monotont klaverspil og vildtfarende trommer crooner Sam Coomes igennem, og det hele bliver tykt som den flere måneder gamle fløde, der lige nu står åben i dit køleskab. Tag og smid den ud. Altså fløden. For selvom Quasi svinger forbi bolden et par gange, så er der ingen grund til at smide ‘American Gong’ ud.