Scout Niblett

Man ved aldrig, hvad man skal forvente sig af Scout Niblett. For hun er alt andet end endnu en dame med en guitar, og med sit femte album har hun ganske enkelt losset benene væk under mig. For selvom ‘The Calcination of Scout Niblett’ er kælen som en kaktus til at begynde med, så er den endnu sværere at lægge fra sig igen, når først den er trængt ind.

Helt essentielt for pladen er Steve Albinis knastørre signaturlyd, der vækker klare minder om 90’erne, og Nibletts store kærlighed til Kurt Cobain er tydelig. Alligevel lyder albummet ikke som noget, der har ligget i en kælder siden 1995. Snarere minder det på mange måder som en blanding af PJ Harveys ‘White Chalk’ og Nirvanas ‘Bleach’ – en nærmest morbid intimitet akkompagneret af en kuldslået og distortet guitar.

Det lyder vildt, og det er vildt. For selvom Nibletts stemme stadig er klar og uskyldsren, er det tunge, fortvivlede sange, hun synger. Djævelsk klaustrofobi der på numre som den monumentale ‘Kings’ og den kuldegysende ‘Duke of Anxiety’ blæser mig fuldstændig omkuld og sender mig i akut mental fosterstilling. Det er gåsehudsfremkaldende, frygtindgydende og foruroligende på den fede måde. Og Scout Nibletts bedste album til dato.