Shout Out Louds

Som Obelix må broderfolket mod øst være faldet i den sorte gryde med melodisk tryllemikstur som børn. Indsmigrende harmonier og iørefaldende melodier behersker de med en elegance, der må få de fleste danske bands til at sænke Dannebrog i mindreværdets vold. Shout Out Louds er måske ikke blandt Sveriges ypperste musiksucceser, men de træder selvsikkert ind i det nye årti med deres melodiøse tredje udspil.

Shout Out Louds er blevet udskældt for ikke at opfylde deres potentiale. Deres kombination af traurige tekster, skrøbelige vokaler og lystige og småbanale popmelodier har lydt som vage ekkoer fra The Smiths og The Cure tilsat tricks fra Franz Ferdinand. På ‘Work’ beviser svenskerne dog, at de har fundet ind til kernen af deres musikalske udtryk, samtidig med at de folder talentet ud.

Med tilbagelænet vokal og et velkomponeret og stramt lydbillede fører de os ud på en musikalsk ekskursion, hvor deres inspirationskilder stadig er åbenlyse men udført med gedigen selvstændighed. ‘Show Me Something New’ har således en Brian Wilson’sk strandcharme, ‘Walls’ har et sært slægtskab med The Velvet Underground, mens ‘Fall Hard’ er umiskendelig svensk med et überpoppet omkvæd designet til radiotid.

Efter deres noget tamme andet album er svenskerne tilbage, hvor de startede. De stærke popballader, spilleglæden og den melodiske charme lyser kraftigt igennem på et album, der på mange måder kan klassificeres som et poppet kuriosum, men et utroligt veludført og velspillet af slagsen.