Liars

Når Liars udgiver et nyt album, er der altid høje forventninger til, at de hver gang laver noget nyt og interessant. Det er derfor en smule skuffende, at dette ‘Sisterworld’ ikke byder på de store overraskelser. Til trods for nogle stærke numre er det ‘bare’ en god plade, der ikke gør det, en Liars-plade normalt gør.

Liars kan stadig fange lytteren i en nærmest barnligt umiddelbar begejstring, hvor man må tage sig til hovedet og konstatere, at det eddersparkeme er godt. Det gælder først og fremmest ‘Proud Evolution’, der er albummets højdepunkt. Trommerne er helt fremme i lydbilledet, og i Liars’ tilfælde er det en god ting og noget, der trækker referencer til tidligere udspil. Nummeret er afsindigt godt produceret, og det bliver kun bedre, jo højere det bliver spillet. Man kunne sagtens forestille sig, det kunne blive et dansegulvshit til indie-fester. Det står anderledes til med ‘Scarecrows on a Killer Slant’. Det er repetetivt, ondt, mørkt og kraftigt guitarbaseret. Guitaren lyder så overvældende og omsluttende, at man næsten kan føle sig utilpas, hvilket selvfølgelig er lige efter hensigten. Det fungerer virkelig godt.

Men så er der numre som åbneren ‘Scissor’, der slet ikke holder niveau. Det er mere traditionelt i den forstand, at det består af stille vers og eksplosive omkvæd, men her virker det mere skizofrent end dynamisk. Det mest overraskende på albummet er nærmest manglen på overraskelser.