The Hotrats

Supergrass har på sine seneste to udspil dårligt indfriet de forventninger, som har hængt tungt over dem, siden Oxford-bandets tidlige frontalangreb på britpoppen med det klaver-klaskende monsterhit ‘Alright’ for 15 år siden. Spørgsmålet, om de er et bundt udbrændte 90’er-has-beens, har forståeligt runget i branchens korridorer på det sidste.

Gaz Coombes og Danny Goffeys forsøg på revitalisering og udfrielse fra dødvandet er et uforpligtende sideprojekt, som krediterer sit navn til Frank Zappa og låner sange alle mulige andre steder fra. The Hotrats gnaver sig blandt andet igennem numre fra så forskellige ophavsmænd som Beastie Boys, The Cure og Sex Pistols.

Det høres knap, at Radioheads hof-lydsnedker Nigel Godrich har drejet knapper på albummet, for det er løst, møgflabet og rasler afsted i bedste gung-ho-stil med brølende fuzzbas, koklokker og anden assorteret percussion fygende om ørerne. Den æstetik passer sangene fortrinligt og agerer rød tråd trods en vis inkonsistens i, hvor hårdt der gås til makronerne.

The Kinks’ ‘Big Sky’ er således næsten gengivet 1:1 med marginalt mere lækker knas på toppen, mens ‘(You Gotta) Fight For Your Right (To Party!)’ fuldstændigt er muteret til ukendelighed med nydelige pophooks og friske akkorder til de fladpandede punchlines.

Bommerter som ‘Bike’ fra Pink Floyds debutalbum er omvendt nogenlunde tilgivelige. Her forsøger de to hotte rotter at konkurrere direkte med Syd Barretts rablende original, og det ræs er selvsagt umuligt at vinde. Det rokker ikke ved at spændingen med denne udgivelse skrues godt op til Supergrass’ kommende album ‘Release the Drones’.