A Place to Bury Strangers – begravet i røg og støj

Det sted, hvor man begraver fremmede, må være et dystert sted. Den stemning formåede noiserockerne fra New York at skabe med røgmaskiner og masser af mørke. Klædt i sort og med en attitude, der ville have gjort selv Gallagher-brødrene misundelige, gik A Place to Bury Strangers igennem en hel koncert uden at sige et ord.  Der var noget teatralsk over det rå og larmende univers og det, at newyorkerene var lige så meget strangers efter koncerten, som da de kom.

Musikalsk set var der dog en væsentlig anke. Frontmand Oliver Ackermanns vokal druknede i distortion og feedback. Man kunne stort set ikke høre (eller se for mørket og røgen), hvornår han sang med, og fordi melodidelen var så svækket, flød numrene sammen i et inferno af lyd.

A Place to Bury Strangers’ gennemførte rock’n’roll-attitude kunne til dels opveje, at lyden ikke sad i skabet. Mod slutningen smadrede de rundt på scenen til et ti minutter langt instrumentalt kontrolleret kaos, der ledte tankerne mod dystre dommedagsprofetier. Den ene halvdel af publikum blev sendt i en slags trance, den anden holdt sig for ørerne. For det var højt, og det var støjende. Dion Lunadon praktiserede det gamle trick med at balancere på stortrommen, og som le grand finale smadrede han sin bas ned i guitarpedalerne, inden han væltede ud blandt publikum. Havde man dog bare kunne høre, hvad han sang.