Crystal Castles

Det er hårdt sagt, men den sitrende, livsnødvendige nerve, der strømmede gennem Crystal Castles’ debutalbum, synes nu mindre pulserende. Punkens iltre indfald og selvfølgelig Alice Glass’ desperate vokaler er tonet gevaldigt ned til fordel for et langt mere harmonisk og drømmende synthpop-univers.

Ja ok, det hele starter egentlig lige så skizofrent, som det skal i selskab med de to canadiere. ‘Fainting Spells’ lægger for med ren horrorpunk, mens singlen ‘Celestica’ viser duoen fra deres mest poppede side. Her er det en drømmende synth-tåge, der indhyller Glass’ vokal, så Ladytron lurer i kulissen. Drømmen slutter dog brat, når ‘Doe Deer’ igen skruer op for punken og leverer halvandet minuts lo-fi-smadder – på den gode måde, for få larmer så charmerende.

Crystal Castles er dog stadig bedst, når yderpolerne blander blod. Når Glass udkrænger sin pinte sjæl over Ethan Kaths tørre beats og ringlende synth-kompositioner. Og det er lige, hvad de gør på albummets klart bedste track ‘Baptism’, der straks indvier enhver i duoens dragende univers.

Men så er det også slut. Resten af albummet er næsten kun Kath i nørdehjørnet, hvor han skruer melodiske små sager sammen og fra tid til anden klipper og klistrer (Glass’?) vokalbidder ind. Det er bestemt ikke dårligt. Specielt ‘Empathy’ og ‘Suffocation’ er stærke beat-tunge sager. Men selv om uhyggen lurer, så siver albummet stille og roligt ud i underlægningsmusik. Og det klæder ikke den ellers så kompromisløse duo.