The Ark

The Ark har lange fingre. De har rapset fra den historiske sangskat i sådan en grad, at deres femte studiealbum fremstår som en kedelig reprise. De har ikke gjort noget synderligt nytænkende ved de mange musikhistoriske referencer, og åbningsnummeret ‘Take a Shine’ kunne landsmændene fra ABBA ligeså vel have indspillet for 35 år siden.

På to af numrene er der i vanlig The Ark-stil direkte hilsner til Frank Sinatras ‘My Way’ og Mungo Jerrys ‘In the Summertime’, hvilket kan forsvares som en gimmickeffekt. Men det bliver aldrig rigtig vedkommende, fordi det musikalske univers er så forudsigeligt og fortærsket. Som dårligere versioner af allerede eksisterende sange.

Det lader til, at der er for meget ørevoks i frontmand Ola Salos popøre, der ellers står bag kæmpe hits som ‘One of Us Is Gonna Die Young’ og ‘It Takes a Fool to Remain Sane’. Hits af den kaliber finder man ikke på svenskernes femte album, som mangler den kant, der tidligere har gjort deres glampop med stort P interessant.

Man kan ikke tage fra dem, at Salo har en god vokal, og at albummet er velproduceret. Men The Ark bidrager på ingen måde med noget nyt eller interessant til den sangskat, de selv så flittigt har stjålet fra.