The Late Great Fitzcarraldos

Det er umiddelbart lidt af en øvelse at koble Klaus Kinskis vulkanske temperament og opera-passion i filmen ‘Fitzcarraldo’ med The Late Great Fitzcarraldos vellydende poptakter. Men måske gemmer der sig en ulv i fåreklæderne? Eller blot tre musikere med samme fandenivoldske eventyrlyst som den excentriske skuespiller?

Hvis Kinski var til høj bølgegang, er de tre musikere i The Late Great Fitzcarraldos i hvert fald mere til beherskede strandskvulp, midsommerbål og drageflyvning i vandkanten. Det er en rosévins-rus af popmelodier, der skvulper uimodståeligt i baghovedet efter gennemlytning, hvilket ikke er så forunderligt endda, når man tænker på, at trianglen består af musikere fra henholdsvis Moi Caprice, I Got You on Tape og Maborosi.

Her er både fløjtefremkaldende vokalharmonier, maritime lydstumper og luftige keyboardrytmer så lette som papirsflyvere. Det er længselsfuld kvalitetspop med danske poststempler, og selv om ep’en kun tæller fire sangtitler, skal man være svært tonedøv for ikke at kunne anerkende de iørefaldende melodier, der placerer sig som stilbevidste ekkoer fra blandt andet 70’er-soul og dreamwave.

Den eneste bekymring, man kunne have, må være, hvorvidt orkestrets lyd kan stå distancen, når strandkurven er pakket, og eftertanken melder sin ankomst. Set over fire solmodne og sødmefulde melodier er der ingen advarselslamper, der blinker, men kun tiden vil vise, om popformlen kan holde på et helt album.