Jenny Wilson – kondenseret cool

1. maj eller ej. Jeg tror ikke, man kunne finde noget andet sted i København lørdag aften mellem otte og ti, hvor der var så mange eksalterede hjerter på ét sted.

Jenny Wilson spillede iført orangerødt spacekostume, i hvad hun betegnede som Grand Canyon – DR’s koncertsal der indvendig ligner en stor nød. Hun havde et gospelkor med sig. En broget og vuggende sekstet som gjorde deres for at give den gåsehud, som skulle blive ved med at rulle igennem én koncerten igennem.

Lyden var krystalklar. Jenny var overvældende nærværende. Med røde læber, sit fandenivoldske mod og en mission om at få folk op af sæderne. Magien satte af allerede fra start og nåede sin fulde højde på tredje nummer ‘Clattering Hoves’ og blev ved.

Sverige mødte de svedne Sydstater i en ambitiøs og rørende hybrid af ‘Hardships!’-albummet, nyfortolkede slavesange, instrumentale passager og Jennys indfald og udbrud. Tensta Gospel Choir forløste den svenske divas skæve skandinaviske soul og tilføjede sangteksterne nye lag. Gospel er alt andet end cheesy, når det står i kontekst til postmoderne fortællinger om en kvindes hverdagsliv, særligt når det er Skandinaviens sejeste sangerinde, der står bag. Jenny er kondenseret cool. En halv time inde i koncerten iført grønt 70’er-agtigt flagermuseslag, selvironisk legende klappeleg til en acapella-del af ‘Only Here For the Fight’. På en gang som en lille pige og en meget voksen showkvinde hvis musikalske idérigdom synes grænseløs.

Jenny Wilson måtte trække sig selv ud af scenen efter adskillige ekstranumre, storsmilende og overstadig. Tilbage til alt det ‘Hardships!’ på godt og ondt er.