Salli Lunn

Den danske trio Salli Lunn er blevet til en kvartet. Udvidelsen har sandsynligvis været den faktor, der har gjort, at den ni år gamle støjrock-gruppe nu albumdebuterer. Og det gør de fire kættere ganske hæderligt på de fleste af de syv skæringer på ‘Heresy and Rite’.

Sangene er drævende pop-kugler pakket ind i et tyndt tæppe af støj. Mere larm kunne man måske godt savne. Især i forsanger Lasse Skjold Bertelsens vokal, der emmer af patos og atter patos, og som sigter direkte mod det flæbende hjerte, ville have godt af at slippe tøjlerne. For selv om numrene er gode, så er de også langt hen ad vejen gode på samme måde.

De syv sange – der ligger minutter over radiobaskeres gennemsnit – er lige så dystre og sørgmodige som den mørke vokal. A la Slint med en snert af Sonic Youth. Der bliver taget god tid, når der skal bygges op. Også selv om kulminationen sjældent er overvældende.
‘Mirror Girl’, som sangeren er forelsket i, står ud som den bedste vej, Salli Lunn kan gå ned ad. Her giver gruppen mere slip. Vokalen lyder ind i mellem næsten forpustet og desperat, mens der er fart på de tørre gulvtam-slag og den tunge bas, og guitarerne får lov at strumme simpelt derudaf.

Dette album er en god nyhed for dansk støjrock, også selv om lyden er hørt mange gange tidligere.