Ty mangler vovemod på ‘Special Kind of Fool’

At den engelske rapper Ty formår at gøre ‘Special Kind of Fool’ til en fornuftig lytteoplevelse trods en total mangel på originalitet og vovemod, er selvsagt lidt uforklarligt. Er det fordi han kan sine klassikere så godt, at kvaliteterne effektivt hives ud af inspirationerne fra den amerikanske vestkyst? Eller fordi han mestrer håndværket sikkert nok til, at man lidt bærer over med, at mandens fjerde album egentlig er noget småkedeligt? Det kan være svært at forstå, men de 15 soulede hiphop-skæringer fremstår faktisk ganske sympatiske i den ellers temmelig farveløse indpakning.

Selv om vi skriver London 2010, smager albummet mere af tidlig 00’er-hiphop fra det californiske Quannum-miljø. Tys flow og stemme er i den grad sammenlignelig med Blackalicious’ Gift of Gap, og teksterne hører til i samme kategori af letfordøjelig pseudo-eksistentialisme af den mere ukontroversielle slags. Men lidt humor er der heldigvis også plads til, eksempelvis når han slet skjult konstaterer »I’m not bringing sexy back« og således rammende enkelt formår at sige ganske meget.

‘Emotions’ udgør et logisk singlevalg af dansevenlig upbeat, mens åbneren ‘Don’t Cry’ viser Ty, når han er allermest spekulativ og idéforladt: Snoop-klassikeren ‘Lodi Dodi’ agerer lyrisk afsæt for en omgang lette kalorier, som også indbefatter gentagelsesvist fedteri med den gamle »jump«-floskel og dermed afslører, at Ty ofte er lige så uambitiøs, som han er behagelig.