Chimes & Bells – kuldegysningernes holdeplads

Det er meget svært ikke at falde pladask for Cæcilie Trier i front for Chimes & Bells. Bandet har blot en ep fra 2009 under bæltet men er siden blevet signet på engelske Bella Union, og så er det et band, der er kendt for sine notorisk stærke liveshows.

Og de skuffede på ingen måde. Den slæbende og hypermelankolske musik lagde sig fra første akkord som et tungt røgslør over sit eftermiddagssløve publikum. For hvor ep’en dyrkede et spartansk udtryk, står bandet i sin nuværende konstellation for et mere fyldigt lydbillede, hvor den svulmende patos aldrig bliver kvalm. Triers cello var desuden tonet ned til fordel for tangenter, og faktisk fik den kun lov at komme med på enkelte numre. Og selv om det er en fryd for alle sanser at være i samme rum som Trier, når hun spiller cello, så er alternativet absolut vellykket. Nye numre dominerede, og især den engelsksprogede ‘Blodhund’ var lige så smuk og knudret som den betænksomt udseende hund, den er opkaldt efter.

Triers afgrundsdybe vokal går hjerteskærende godt i spænd med guitarist Jannis Makrigiannis’ blide falset, og når deres stemmer flyder sammen, er det ganske enkelt fysisk umuligt at stå uberørt tilbage. En dybt rørende og smuk koncert.