Pearly Gate Music

Med folkrockerne fra Fleet Foxes i spidsen er Seattle ved at have rystet grungen af sig, og snart er der kun skovmandsskjorterne tilbage. En ny generation har overtaget, og nu følger Pearly Gate Music trop. Manden bag den inderlige sovekammerproducerede indiefolk, Zach Tillman, er ikke kun beslægtet med Fleet Foxes gennem de vidtløftige vokalharmonier og ivrige håndklap. Han er også kødelig lillebror til Fleet Foxes’ trommeslager, som også trommer, når Pearly Gate Music spiller live.

Ligesom storebror er Tillman faldet i gryden med musikalitet som barn. Det har resulteret i et smukt og stemningsmættet debutalbum, der er dynamisk, dybtfølt og eftertænksomt. Pearly Gate Music har sans for at veksle mellem de helt nøgne og skrøbelige vokalpassager for derefter at løfte sangene højt mod himlen i højstemt harmoni med englekor. Særlig godt lykkes det ham på numre som ‘Navy Blues’ og ‘I Woke Up’, der rummer så meget personlighed og ægthed i udtrykket, at det ikke kan undgås at føles vedkommende.

Mindre højtideligt, men ikke mindre charmerende er det på retro-klingende numre som ‘Oh, What a Time!’ og ‘Bad Nostalgia’, der sender tankerne mod tidligere generationers helte fra Neil Young over The Beatles og til Brian Wilson. Den eneste anke må være albummets sidste og længste nummer ‘Rejoice’, der ikke holder den ambitiøse standard, der ellers præger den vellykkede og vellydende debut.