The Drums

»You were my best friend but then you died / When I was 23 and you were 25«. Det er lige på og hårdt på ‘Best Friend’, åbningsnummeret på The Drums’ debutalbum. I hvert fald rent tekstligt. For lytter man kun til den new wave-poppede lydside, kunne det lige så godt handle om at drikke dåseøl i sommersolen.

Har man tidligere hoppet rundt og drømt om skummende bølgetoppe til tonerne af gruppens bloghit ‘Let’s Go Surfing’, kommer det muligvis lidt overraskende. Men netop denne dobbelthed mellem ord og lyd kommer til udtryk flere steder på ‘The Drums’, som når opkørte elektroniske trommeslag og ringlende guitarakkorder akkompagnerer en vemodig tekst om at falde i søvn med ryggen til kæresten på ‘Me and the Moon’. Eller når forsanger Jonathan Pierce i det perlende omkvæd på ‘Book of Stories’ udbryder »I thought life would get easier / In stead it’s getting harder«.

Lyder det lidt patosfyldt på den teenage-agtige måde? Det er det også. Og den noget højstemte følsomhed er da også sammen med en meget enslydende og bevidst 80’er-udsultet produktion albummets akilleshæl. For selv om de rygradsrislende indiepop-øjeblikke – heldigvis! – er i overtal, kløjes man undervejs lidt i den smovsende weltschmerz.

Men så igen: Så længe man kan blive knockouttet af formfuldendte skæringer som førnævnte surfer-single, den The La’s-agtige ballade ‘I’ll Never Drop My Sword’ og den medrivende afslutning ‘The Future’, så har man ingen grund til at brokke sig.