Muse – fællessang og scenelir

Et par minutter inden Muse lørdag aften indtog Orange Scene, opstod der et hul i menneskemængden lidt til venstre for mig. En ikke helt appelsinfri festivalgænger orkede tilsyneladende ikke vandreturen og var gået i gang med at vande støvet – til de omkringståendes store misfornøjelse. I den grad et af den slags øjeblikke man kun oplever på Roskilde.

Muse var der heldigvis ikke så meget pis med, og bandet indtog i sikker stil scenen med nyklassikeren ‘Uprising’ fra bandets seneste album ‘The Resistance’, der straks fik det talrige publikum til at bryde ud i fællessang. Bandet spillede sig usvigeligt sikkert gennem hits som ‘Super-massive Black Hole’ og ‘Hysteria’, og forsanger Mathew Bellamys guitartekniske begavelse lyste som altid op.

En tredjedel inde i koncerten skiftede Bellamy fra guitar til tangenter, og bedst som man troede, vi skulle ned i gear, spillede bandet den næsten kvalmende storladne ‘United States of Eurasia’, der lød så meget af Queen, at man frygtede, den hvert øjeblik kunne gå over i ‘We Are the Champions’.

Og her stoppede Queen-inspirationen ikke. For som en anden Freddie Murcury var Bellamy klædt i palietter fra top til tå, og selv om bandet havde ladet den ufo, de ellers har haft med på den igangværende tour, blive hjemme, var der i det hele taget ikke sparet på sceneliret. Alt fra merskumspiber over et lysende flygel til psykedelisk, grønt laserlys blev taget i brug, og parret med bandets massive lyd blev det til tider næsten for meget af det gode. 

For ind imellem burde bandet stole mere på, at deres numre kan stå distancen uden så mange dikkedarer. Og helt unødvendigt var det at inkludere korte brudstykker af AC/DC og The Animals i sættet. Det virkede decideret malplaceret og ærgerligt, nå nu bandet har et så solidt bagkatalog at plukke fra.