Mystery Jets

I hvor mange indiebands er det lige, at forsangeren hiver sine tre jævnaldrende bandkammerater til side og siger: »Hør her – min far spiller en rimelig decent guitar. Hvad siger I til, at han joiner bandet?«. Sådan er det imidlertid i den engelske kvintet Mystery Jets, hvor forsanger Blaine Harrison har farmand Henry med på rytmeguitar.

På tredje langspiller ‘Serotonin’ fortsætter Mystery Jets, hvor de slap på forgængeren ‘Twenty One’. Det betyder med andre ord, at der er tale om endnu en omgang ungdommelig og overpoleret indiepop, hvis lyd tager udgangspunkt i skæve hug på guitarerne og 80’er-klingende synthesizer-hooks. Man er fortsat indlagt til det helt store post-teenage-drama, hvor Blaine Harrisons tekstunivers stadig kredser om den åh så svære kærlighed og de hjerteløse unge kvinder, der ikke ønsker hans uforbeholdne kærlighed. Lyt bare til den overdramatiske åbner ‘Alice Springs’, hvor man lynhurtigt kløjs i det pompøse lydbillede, eller de uopfindsomme ‘The Girl Is Gone’ og ‘Dreaming of Another World, hvis infantile tekster er på niveau med forelskelsesdigte forfattet af en gennemsnitlig efterskoleelev.

Så går det trods alt lidt bedre på ‘Too Late to Talk’ og titelnummeret, der begge formår at tæmme den overgearede teenage-stemning en smule og tilføre den ellers dødkedelige produktion en smule kant. De enkelte lyspunkter rokker dog ikke for alvor ved det faktum, at ‘Serotonin’ er nogenlunde ligeså spændende som salatbaren på Jensens Bøfhus.