Richard Ashcroft and the United Nations of Sound

Richard Ashcroft er en kæmpe succes i hjemlandet Storbritannien. Den tidligere The Verve-frontmands seneste tre soloalbum har alle ligget i toppen af den hjemlige hitliste, mens udlandets modtagelse har været mere lunken. Samme historie gælder det seneste The Verve-album ‘Forth’ fra 2008, som var resultatet af en genforening næsten ti år efter storhedstiden i slut-90’erne.

Nu er ‘Bitttersweet Symphony’-bagmanden dog solo igen – eller ikke helt for Ashcroft har denne gang allieret sig med backingbandet The United Nations of Sound. Et helt igennem passende navn for lyden på det nye album er virkelig maksimalistisk. Smælderfede guitarriff oven på komprimerede trommer krydres med en fuld strygersektion og obligatorisk guitarlir mod slutningen af numrene, alt i alt en lydmur så solid at udtrykket bliver næsten sterilt.

Og det er bare et af albummets problemer, for Ashcroft fremstår helt og aldeles idéforladt. Tag bare de to første sange ‘Are You Ready’ og ‘Born Again’. Her er ingen omkvæd og kun ganske få breaks, men til gengæld en fireakkorders rundgang der gentages i – synes det – en ubærlig uendelighed. Denne tendens fortsætter albummet ud, og når sit lavpunkt i den akut stressfremkaldende, ultramonotone ‘Beatitude’, en regulær rædsel af et nummer.

Naturligvis hiver Ashcrofts tilbagelænede barytonrøst op i det samlede billede, og den afsluttende ballade ‘Let My Soul Rest’ er faktisk ganske hæderlig. Det ændrer bare ikke på indtrykket af Ashcroft som Robbie Williams’ rockede fætter, der modsat sin slægtning har glemt, at god pop kræver gode omkvæd.