Coco Moon

No Doubt, Aqua Lene, The Cardigans eller en purung Madonna? Nana Odderskærs lyse vokal, der er kernen i den århusianske popkvintet Coco Moon, skaber mange associationer. Hun mestrer uden tvivl sin stemme, udforsker den og opnår da også spændende resultater til tider. Bandet er yderst sammenspillet efter mange år i deres tidligere powerrockband Magnum 44, og særligt basspillet skal fremhæves for at være dejligt funky.

Men, og der er et men. Én ting er, at vokalen til tider lyder af Madonna i 80’erne, men når bastemaet fra ‘Material Girl’ går igen adskillige gange på albummets næstsidste nummer ‘You and Me’, bliver det rimelig kedeligt.

Problemet med Coco Moon er ikke de fem århusianeres evner som musikere, men deres popprojekt mangler i den grad originalitet i sangkompositionen såvel som i tekstuniverset, der med fraser som »Won’t you come over here / I really really really wanna hold you« trækker lige lovligt tydelige spor tilbage til 90’ernes tyggegummi-pop.

Sangenes skelet er simpelthen ikke stærkt nok til at bære århusianerne igennem uden knubs, og når selve musikkens fundament er for svagt, kan selv de dygtigste musikere og de fedeste effekter ikke gøre musikken rigtig interessant. 

Coco Moon redder sig en stjerne for de spændende og skæve effekter og en stjerne for den dygtige udførelse, men mere kan det ikke blive til i denne omgang.