Eels

Det er kun ganske få kunstnere forundt at blande sin egen bidske og bedrøvelige sorg med en mindst lige så insisterende galgenhumor og optimisme – modvinden til trods. Men den tvivlsomme ære tilfalder unægteligt Mark Oliver Everett alias Eels.

I snart to årtier har han sat både vokaler og toner på en sand afgrund af traumatiske oplevelser, som blandt andet tæller faderens alkoholmisbrug og flere (læs: adskillige!) nærtstående dødsfald. En bristelsernes mand som dog nægter at kaste sit eget melodiske håndklæde i ringen.

I forhold til tidligere tiders matsorte melodier har Eels dog fundet smilehullerne frem fra kælderdybet, både sprogligt men især også instrumentalt hvor ålen boltrer sig i et mindre dunkelt og mere lystfyldt elektronisk farvand end tidligere. »I’m looking up«, udbasunerer han ligefrem på det tempofyldte nummer af samme navn, hvor den velkendte forkullede vokal pludselig blæser af optimisme.

Det er da også den større smittende spilleglæde, som møder lytteren på ‘Tomorrow Morning’, men selv om Eels skruer op for humøret, kan man dog på paradoksal vis alligevel savne den uforlignelige desperation og sammenbidte kynisme, man kender fra tidligere Eels-album. Det er stadig et nærværende og personligt eksempel på, at Eels altid er garant for musikalsk udvikling og tindrende eksistentielle betragtninger. Men et uigendriveligt hovedværk er det trods alt ikke.