Rakaa

Sig navnet ’Dilated Peoples’ og de fleste hiphop-fortrolige får et saligt og anerkendende smil på læben. L.A.-trioen med de hovednikkende beats har på imponerende vis altid formået at fastholde et ægte og ærligt greb om de originale elementer, kulturen er bygget op omkring. Et sådant fundament ville naturligvis være en skam at pille ved, hvad DP’s Rakka næsten også har forstået på sit første soloudspil. Der er nemlig dømt mestendels Dilated-classic, kun suppleret af en anelse sporadisk salsa og reggae-kulinaritet, og lidt uheldigt soul-flirteri.

Hvad sidstnævnte angår, indfinder de bange anelser sig desværre allerede på åbnings- og titelnummeret, som overraskende og særdeles drøjt forsøger at bryde med den vante og forventede formel. I stedet får Aloe Blacc, ovenpå et påtaget dramatisk beat, lov til at boltre sig med sørgmodig tristesse-sang, hvilket bestemt ikke yder Rakaas monotone men sikre flow nogen ret. Så går det langt bedre i mere vante rammer, når en af rappens mange godfarthers KRS-One hjælper til på ’Human Nature (Now Breathe)’ eller på ’Aces High’ med vennerne Evidence og Dafari.

Albummet er derfor en lidt uhomogen størrelse, der når det er bedst, minder om hvorfor, Rakaa og Dilated Peoples ved årtusindskiftet fremstod som et vitalt pejlemærke på en ellers stagneret west coast-scene, men som samtidig både udstiller Rakaas sparsomme holdbarhed på egen hånd og manglende evne til at ramme en passende kunstnerisk fornyelse.