Raunchy

Raunchy har med deres blanding af moderne metal og elektronisk popmusik altid været noget af et musikalsk fusionskøkken, men med ‘A Discord Electric’ nærmer Danmarks mest dansable metalband sig nærmest molekylær gastronomi. I hvert fald bliver man ofte overrasket – og til tider hovedrystende forundret over, hvad man bliver præsenteret for på et album, der er vanvittigt ambitiøst i sine Frankenstein-agtige sangkonstruktioner, men samtidig er fyldt med electropop-hooks så sprøde, at de får Hej Matematik til at lyde som Tørfisk.

Der er virkeligt noget på spil denne gang, der bliver fabuleret, der bliver leget, og oven på det enormt overpolerede og svært klistrede ‘Wasteland Discoteque’ er det fedt at høre Raunchy skubbe til grænserne for deres musikalske univers, som var ved at blive lidt for trygt og komfortabelt veldefineret. Det er dog langt fra alt, hvad gruppen forsøger sig med, der fungerer. For eksempel lyder ‘Big Truth’ som temaet fra en dårlig japansk tegnefilm fra midt-80’ene og er noget af det mest forfærdelige, jeg nogensinde har hørt. Samtidig har Raunchy stadig et generelt problem med at få de to æstetiske poler i deres musik til at flyde ordentligt sammen, et problem der forstærkes ved at grænserne mellem dem markeres så tydeligt via skiftet fra Kasper Thomsens gutturale metalvokal til Jeppe Christensens smørbløde melodilinjer.

Men ‘A Discord Electric’ indeholder også nogle af de absolut bedste riff og melodier i bandets karriere, hvilket gør det lidt nemmere at tilgive, at overgangen fra det ene til det andet ikke altid er lige oplagt, og så har albummet på trods (eller måske netop på grund) af alle dets fejl og skønhedspletter bare en eller anden fascinationskraft, der gør, at jeg bliver ved med at vende tilbage til det.