The Charlatans

The Charlatans har prøvet lidt af hvert. Siden de i 1990 slog moderat igennem med debuten ‘Some Friendly’, har de haft deres nedture som keyboardspilleren Rob Collins’ tragiske død i en trafikulykke tilbage i midt-90’erne og et støt faldende pladesalg op gennem 00’erne. Derfor bliver The Charlatans ofte betegnet som ‘overlevere’ fra en svunden tid, og det er da også de færreste rockbands forundt at sende 11 album på gaden.

Men lad det være sagt med det samme: The Charlatans er ikke pensionsmodne, og deres guitar- og orgelorienterede poprock kan stadig fænge. ‘Who We Touch’ kommer stærkt fra land med den larmende ‘Love Is Ending’, den 60’er-inspirerede ‘My Foolish Pride’ og den akustiske ballade ‘Your Pure Soul’. Her går afvekslende opbygninger hånd i hånd med interessante instrumenteringer ,og bedst af alt så er omkvædene knivskarpe – noget der ellers har været en stor mangelvare på bandets seneste par album. 

Mens disse har numre har lige præcis nok finesse til at være vedkommende, mangler numre som ‘Smash the System’ og ‘Intimacy’ til gengæld den sidste nerve, og her går der idémæssig tomgang i den. Som følge her af deler ‘Who We Touch’ i sidste ende skæbne med mange andre af gruppens plader – det er solidt og momentant fabelagtigt men set over albummets ti skæringer en kende for ustabilt. Det bliver derfor nok heller ikke i denne omgang, at bandet kan skifte mærkatet ‘overlever’ ud med en mere fremadrettet titel.