Antony and the Johnsons

Hjemløshed. Det er følelsen, der løber som en rød tråd gennem musikken, som Antony Hegarty med den imponerende falsetvokal giver en verden, der oftest viser sig fjendtlig mod det, der er anderledes eller afviger fra normen. Antonys egen kunst viser det flot på coveret, der afbilleder en massakreret udryddelsestruet isbjørn. Med så megen ensomhed og fremmedgørelse er det egentlig pudsigt, at den androgyne sanger har opnået så stor popularitet i Danmark, hvor vi jo desværre ikke har tradition for at hylde outsidere.

Oven på kæmpesuccesen med ‘I Am a Bird Now’ var det forståeligt, at Antony med det forrige, i øvrigt glimrende, album ‘The Crying Light’ tog lidt af en sejrsrunde. På ‘Swanlights’, der er hans mest fragmenterede album hidtil, udforskes nye territorier, og herved undgås stagnationen. Uhyggeligt smukke ‘The Great White Ocean’ bruger pauser og akustisk guitar med kuldegysende effekt, ‘Thank You For Your Love’ ender næsten som en opløftende soul-stomper, mens et repetitivt Kraftwerk-lydende keyboard ligger til bunds for, hvad der lyder som improviseret frasering på ‘I’m in Love’. De hører alle sammen til blandt de bedste sange, Antony har skabt, og peger dertil i nye retninger. Andre steder er det mere søgende, men stadig tankevækkende, som når han lader Björk stjæle showet på ‘Flétta’.

‘Swanlights’ viser, at forskellighed beriger, og at Antony ikke har fundet hjem endnu. Det skal vi være taknemmelige for.