Carl Barât

Var The Libertines 00’ernes svar på The Beatles, ville Pete Doherty være John Lennon og Carl Barât Paul McCartney. Den uregerlige rockstjerne over for den mere tæmmede popsmed. Sammen uovervindelige. Hver for sig gedigne men langt fra sublime.

The Libertines nåede at smelte talrige indiehjerter med deres på én gang temmelig skramlede og enormt catchy garagerock. Derimod har resultaterne af d’herrer Barât og Dohertys solokarrierer ikke ligefrem været kunstnerisk prangende.

Desværre indgyder Carl Barâts selvbetitlede solodebut ikke ligefrem noget håb om livstegn fra fordums flossede rendestensstorhed. Og det selv om Barât ellers gør, hvad der virker som det eneste rigtige, nemlig at gå nye veje. Desværre består disse nye veje fortrinsvis i et mere afdæmpet og romantisk udtryk, der bliver noget uinspirerende i længden.

Der lægges lovende ud med den Jaques Brel-inspirerede ‘Magus’, der sammen med ‘The Fall’ repræsenterer albummets mest interessante spor med et ekko af Scott Walker og kabaret. Resten er desværre kun konturer af vellykkede popsange. En varig genforening af The Libertines ville givetvis aldrig gøre gruppen til, hvad den var engang. Men efter al sandsynlighed ville resultatet være sjovere end dette. I hvert fald savner man på ‘Carl Barât’ en Pete Doherty, der kunne komme ind og ruske lidt op i den alt for artige og voksne ex-libertiner.