Ben Folds/Nick Hornby

Så her er ideen: To venner, en forfatter og en sangskriver, vil lave en plade. Det er set før. Her har Nick Hornby skrevet teksterne, Ben Folds musikken. De har arbejdet hver for sig, teksterne har Folds fået på mail. Se, det behøvede jo ikke nødvendigvis ende så upersonligt, som det lægger op til – men hey, det gjorde det.

Et af de store problemer er sarkasmen. Den ligger som en hinde over klaverballaderne og buldrer bøvet ind over rocken. De to første numre sætter standarden. Her er vi et sted mellem Elton John på sovemedicin og Bloodhound Gang Light. Når det er værst, blokerer den sarkastiske tone for ethvert personligt forhold, man måtte ønske at få til sangene, som på den gennemført enerverende ‘Saskia Hamilton’.

Ærgerligt nok er det netop i sarkasmen, at Folds og Hornby rammer hinanden. Men personligt bliver jeg hurtigt træt af »fuck« og »kick your ass«, med mindre det tjener et højere lyrisk eller narrativt formål. Det gør det kun på ‘Levi Johnston’s Blues’, om knægten der kom til at gøre Sarah Palins datter gravid.

Musikalsk runger ‘Lonely Avenue’ hult af inderligt ligegyldige ballader og stuerene, uinspirerede rocksange, der stort set alle er plaget af samme taktfaste klaverboksning. Lyrisk er den tilforladelig, men distanceret. Først og fremmest har man ikke indtrykket af, at de to har stukket snuden i hinandens materiale, og oftest lyder Nick Hornbys tekster klodsede og utilpassede i Ben Folds’ kedsommelige melodier.