Pariah

De første 46 sekunder af nummeret ‘C-Beams’ svæver i et univers af fjern støj, ind til Pariah vender tilbage til jorden med et langsomt vuggende dubstepnummer. Burials skamroste album ‘Untrue’ åbner med præcis samme mængde stemningsstøj. Parallellen virker næsten for oplagt, både for ‘C-Beams’ og resten af ep’en. For meget af Pariahs styrke ligger netop i de sørgmodige vokalsamples, som Burial har gjort til sit varemærke.

Pariah er dog mere end en Burial-klon. Selv om James Blake og Mount Kimbie spøger i baggrunden, lyder ‘Safehouses’ mest af alt som sig selv. På ‘The Slump’ blander rå bas-stød sig med en blid androgyn vokal, mens ‘Prism’ både er melankolsk og stramt komponeret. Det imponerende ved Pariah er netop, at hans musik ikke kun er et kludetæppe af inspirationskilder, men at han skaber sin egen lyd, selv med åbenlyse forbilleder.

Safehouses’ burde derfor kunne klemmes ind på pladehylden, uanset hvor mange britiske basmusikere der i forvejen deles om pladsen. De afsindigt vellydende produktioner og den skarpe kontrast mellem melankolsk dubstep-eufori og mere bastunge skyts gør ep’en til mere end blot et sammensurium af andre musikeres originale ideer. Specielt ‘C-Beams’ og titelnummeret viser mere originale ambitioner, og kombineret med fire stærke krydsninger mellem house og dubstep bliver ep’en et glimrende og stærkt vanedannende bud på, hvor godt basmusik kan lyde, når referencerne er i orden.