Cloud Nothings

Når 19-årige Dylan Baldi sender en sarkastisk sviner til de seje børn på nummeret ‘Hey Cool Kid’, glemmer han at tage højde for, at han selv er über cool. Nummeret er blot en smagsprøve på det regulære festmåltid af en sommerplade, som Cloud Nothings har skabt. Den er tidstypisk på sin egen måde og byder på forfriskende og støjende lo-fi-powerpop, der trækker tråde til navne som Wavves og Dum Dum Girls.

Desværre er der langt fra lige så højt til loftet på pladens resterende skæringer. Garage-æstetikken, som gennemsyrer hele albummet, ender med at stjæle for meget af opmærksomheden fra de gode melodier. På numre som ‘I Am Rooftop’ og ‘Water Turns Back’ lykkes det den unge hipster at bevare støjen som skramlende virkemiddel, uden at det sker på bekostning af vellyden. ‘Real Thing’ er til gengæld decideret irriterende at lytte til, fordi den halvdårlige produktion tager støjen til højder, musikken ikke kan bære, hvilket resulterer i, at vokalen og de øvrige nuancer drukner i garageportens genklang.

Det er bestemt en interessant debut, selv om den ikke rykker genrens grænser særligt meget. Men vigtigst af alt er der er masser af plads til forbedring for den unge amerikaner, som bør gøre sig selv en tjeneste og flytte øvelokalet ud af forældrenes carport.