Duffy

Det var som et frisk pust fra en fjern fortid, da Duffy i 2008 indtog alverdens hitlister med sit storsælgende debutalbum. Men hvor forførende vintagesoul-brus som ‘Mercy’ og ‘Warwick Avenue’ end var, så manglede ‘Rockferry’ som helhed tyngde. En børnesygdom hun uheldigvis ikke har smidt på efterfølgeren.

Lad os starte med det positive: ‘Breath Away’ er en tidløs, graciøs og sirligt udsmykket sangjuvel, som Duffy og hendes sangskrivere kan være pavestolte over at have frembragt. Vi snakker ‘larger than life’-ballade i Dusty Springfield- og Dionne Warwick-klassen. Alene det nummer fortjener en stjerne eller to. Og ‘Hard For the Heart’, der lukker albummet med silkebløde, professionelt doserede strygerstrejf, har også klassikerpotentiale.

Desværre er der generelt al for meget flommet soundtrack-lydsovs i arrangementerne af den type, der overivrigt trykker på alle strygerknapper. Og så virker det altså lidt for søgt, når Duffy eksempelvis på den overkække ‘Girl’, der prøver for hårdt at få lytteren op af stolen med tuttenuttet produktion og tøsede hvin, og ‘Keeping My Baby’ pepper sin traditionsbevidste lyd op med standard-klingende uptempo-rytmer i forsøget på at ramme (endnu) bredere. For waliserens styrke ligger helt klart ikke i at forfølge tidens trends – så fremstår hun pludselig som en forpustet gammel dame, der febrilsk forsøger at komme på omgangshøjde med klassens frække tøser.