Banjo or Freakout
Der er hverken banjo eller freakout at finde på britiske Alessio Natalizias selvbetitlede langspillerdebut. Snarere tværtimod: Banjo Or Freakout inviterer indenfor i soveværelset til 40 minutters sløvt pacet lo-fi-støjpop, som næppe får lytteren til at flippe ret meget ud.
De drømmende kompositioner bevæger sig på flere af numrene over i sfæriske støjcollager, som virker retningsløse. Det høres især på de tilbagelænede ‘Fully Enjoy’ og ‘From Everyone Above’, men også på den nærmest postpunket aggressive ‘Dear Me’ som ender i ren tomgang halvvejs inde i nummeret. De lange harmoniske støjpassager tjener ikke noget formål og medvirker udelukkende til at gøre albummet usammenhængende og kedeligt. Selv om hensigten formentligt har været at binde de noget ensartede numre sammen.
Pladen har et næsten statisk lavt intensitetsniveau, og Banjo Or Freakout er således bedst på de numre, hvor Natalizia rejser sig fra den brummende lo-fi-sump og begiver sig ud i mere traditionel indiepop og -rock. Det høres på numrene ‘105’ og ‘Idiot Rain’, der står som pladens stærkeste, og den hæderlige ‘Black Scratches’, som tilføjer tiltrængt sologuitar til det ellers lidt for homogene mix. Det ændrer desværre ikke på det faktum, at ‘Banjo Or Freakout’ er mere kedelig end spændende og mere prætentiøs end udfordrende