Mark Kozelek – små melankolske skæbnehistorier

Lyset er dæmpet til det minimale. ‘No photography allowed’ står der på skilte rundt omkring i salen. Man kan straks fornemme, at Mark Kozelek er en sky person, men når han åbner munden og lader sine sørgmodige historier strømme ud i æteren, så lukker man kajen og lytter efter, fordi amerikanerens rumklangssvøbte stemme er så fængslende og smuk. Det er ganske få, som kan slippe af sted med at sidde alene på en scene med en klassisk guitar i halvanden time, uden at seancen bliver kedelig i længden, men med Kozeleks stærke sangkatalog i baghånden, så lykkedes det mandag aften.

Han virkede lidt tvær, da han entrerede scenen, og konstaterede da også fra start, at han var blevet deprimeret af at gå frem og tilbage i backstagelokalet som et dyr i bur. Surmuleriet blev dog lagt på hylden, da Kozelek lagde for med de velvalgte coverversioner af Modest Mouses ‘Tiny Cities Made of Ashes’ og ‘Four Fingered Fisherman’ fra Sun Kil Moon-albummet ‘Tiny Cities’. Her var musenes ellers så ubeskedne og sprælske indierock-sange forvandlet til små melankolske skæbnehistorier, der fik det til at risle ned af rygsøjlen.

Blandt aftenens mange højdepunkter lyste den episke ‘Third and Seneca’ stærkest op med sin transformation fra det bærende melodistykke over i et flamenco-inspireret midterstykke og tilbage igen. Ligeledes var det et glædeligt genhør med de gamle Red House Painters-perler ‘Mistress’ og ‘Down Through’, der tog sig fornemt ud i de spartanske versioner, som de blev serveret i her.

Få stunder var mindre intense, og som koncerten skred frem, tøede hovedpersonen op og blev mere snakkesaglig. Han fik blandt andet leveret en anekdote fra sit sidste besøg i landet, hvor fire »girly looking guys from a band called Mew« var troppet op med en demo til ham. Heldigvis lod Mark Kozelek dog først og fremmest sangene tale, så der blev musestille i salen, og man blev tung om hjertet.