Owen Pallett – flugtlinjer fra eventyrland
Første gang jeg hørte Owen Pallett live, var jeg optaget af den interessante teknik, hvormed han opbygger sine numre: Hvert spor i musikken tilføjes lag på lag ved at blive spillet og loopet – øverst svæver hans sang som en fårehyrdes vise fra en fjern bjergtop. I går stod det imidlertid klart, at Owen Pallett ikke bare ‘leger’ med en teknik, der i øvrigt er på mode i Indieland. For det første mestrer han den i en sådan grad, at man knap lægger mærke til den. For det andet er den så præcist udvalgt til hans kompositionsform, at den snarere kvalificerer som instrument end som maskine – endnu et eksempel på overflødeligheden af denne differentiering.
Det mest bemærkelsesværdige ved aftenens koncert var dog en vis disharmonisk og til tider støjende fremdrift. En kraftkilde som er særligt interessant hos Owen Pallett, der i visse elementer kan have tendens til pænhed. Netop pænheden og hans vidunderlige Disney-effekter rykkes ind i et anderledes interessant lys, når de får lov at stå side om side med melodier og harmonier, der virker mere fandenivoldske.
På trods af at Owen Palletts kompositioner er temmelig komplekse i rytme og harmonik, kan de faktisk godt tåle endnu mere kompleksitet og præcision. Han åbnede koncerten med to numre fra ‘A Swedish Love Story’, en ep der lyder som en forlængelse af albummet ‘Heartland’, men som alligevel gemmer på et par flugtlinjer i mere usandsynlige retninger. Det var disse flugtlinjer, som fik plads til aftenens koncert.
Hans evne til at skabe en overordentlig intim og humoristisk stemning i sin tilgang til musikken såvel som publikum, gjorde det nærmest hyggeligere, når han en enkelt gang decideret stoppede og startede forfra. Kun enkelte steder, hvor rytmen løb en smule, kunne man have ønsket sig mere strenghed.
